Senest opdateret: juli 2026 · Skrevet af Dermfix’ fototerapiteam
Kort svar: Rødt og nærinfrarødt lys absorberes af et enzym kaldet cytochrom c-oxidase inde i mitokondrierne — cellernes energifabrikker. Denne absorption sætter gang i en kædereaktion: Der dannes mere ATP (celleenergi), nitrogenoxid frigives, calciumniveauerne ændres, og en kaskade af signaler når frem til cellens kerne, hvorved gener, der er forbundet med heling, reduceret betændelse og cellernes overlevelse, aktiveres. Det er en reel, kortlagt biologisk proces — ikke en vag påstand om »energi«.
Anmeldelsen
Lucas Freitas de Freitas (Universitetet i São Paulo) og Michael R. Hamblin (Wellman Center for Photomedicine ved Harvard Medical School) er medforfattere til denne omfattende mekanistiske oversigtsartikel, der blev offentliggjort i *IEEE Journal of Selected Topics in Quantum Electronics* i 2016. Hamblin er en af de mest citerede forskere inden for fotobiomodulation, og denne artikel samler årtier af molekylær og cellulær forskning i en samlet redegørelse for, hvordan lavintensitetslysterapi (LLLT), også kaldet fotobiomodulation (PBM), rent faktisk virker.
Udgangspunktet: et enzym kaldet cytochrom c-oxidase
Den centrale aktør i hele denne proces er cytochrom c-oxidase — et enzym, der findes i mitokondriemembranen, og som udgør det sidste led i den reaktionskæde, som cellerne bruger til at producere energi. Det har den egenskab, at det absorberer lys kraftigt i det røde og det nærinfrarøde spektrum, og det er derfor, netop disse bølgelængder anvendes i lysbehandling.
Den mest sandsynlige forklaring på, hvad der sker herefter: Lyset frigør et molekyle af nitrogenoxid, der sad fast på enzymet og hæmmede dets virkning. Når denne blokering er fjernet, accelereres elektrontransporten, mitokondriernes membranpotentiale stiger, og ATP-produktionen øges. Enkelt sagt: cellens kraftværk, som var delvist blokeret, kommer i gang igen og begynder at køre mere effektivt.
En anden, mindre velkendt mekanisme involverer lysfølsomme kanaler i cellemembranen, de såkaldte TRP-kanaler, som kan åbne sig som reaktion på bestemte bølgelængder og lade calcium strømme ind i cellen — hvilket udløser en række efterfølgende effekter.
Fra et enkelt enzym til virkninger i hele kroppen
Det, der gør dette interessant, er ikke blot den umiddelbare reaktion — det er det, der sker bagefter. Artiklen beskriver en kaskade: Forhøjede ATP-niveauer og ændringer i nitrogenoxid, reaktive iltforbindelser og calcium fungerer som interne signalstoffer, der når frem til cellens kerne og aktiverer transkriptionsfaktorer — proteiner, der tænder eller slukker for gener. Disse efterfølgende effekter omfatter:
- Reduceret betændelse — gennem ændringer i cytokinsignalering og varmeschokproteiner
- Øget cellemigration og -proliferation — af betydning for sårheling og vævsreparation
- Anti-apoptotisk signalering — hjælper stressede celler med at overleve i stedet for at dø
- Øget aktivitet af antioxidante enzymer — hjælper cellerne med at håndtere oxidativt stress
- Frigivelse af vækstfaktorer — herunder faktorer, der er knyttet til kollagenproduktion og dannelse af blodkar
Artiklen fremhæver desuden, at stamceller og progenitorceller ser ud til at reagere særligt godt på denne form for lysstimulering, idet de udviser øget proliferation, migration og differentiering — et fund, der har betydning langt ud over hudområdet og også berører forskningen i regenerering af knogler, muskler og nerver.
Dosen bestemmer stadig alt
Ligesom i den øvrige forskning på dette område er doseringen afgørende. Artiklen beskriver det samme bifasiske »Arndt-Schulz«-mønster, som går igen i hele litteraturen om LLLT: for lidt lys har ingen virkning, en moderat dosis stimulerer cellerne, og for meget lys hæmmer eller endda beskadiger dem. Forfatterne henviser til forskning, der viser effekter, der stimulerer celledeling ved lave doser (op til ca. 2 J/cm²), men skifter til en hæmmende virkning ved højere doser (16 J/cm² og derover) — hvilket understreger, hvorfor »mere lys« ikke er en pålidelig strategi, og hvorfor apparatets parametre er lige så vigtige som blot at have en rød lyskilde.
Interessant nok påpeger gennemgangen også, at bestrålingsintensiteten (den mængde lys, der tilføres pr. sekund) kan have betydning uafhængigt af den samlede energitæthed — flere af de citerede undersøgelser viste, at tilførsel af den samme samlede dosis ved forskellige intensiteter medførte forskellige biologiske resultater, hvilket er en af grundene til, at doseringsprotokoller på dette område fortsat er et aktivt forskningsområde.
Sammenhæng er, endnu en gang, ikke den afgørende faktor
I tråd med anden forskning på dette område bemærker forfatterne, at den udbredte opfattelse, at kohærent laserlys var nødvendigt for disse effekter, ikke længere er gældende — det er blevet påvist, at ikke-kohærente LED-kilder er lige så effektive til at udløse den samme cytochrom c-oxidase-styrede reaktionsvej.
Ofte stillede spørgsmål
Hvad er det absolut vigtigste mål for rødt/NIR-lys i celler?
Cytochrom c-oxidase, et enzym i mitokondrierne, der anses for at være den mest sandsynlige årsag til, hvordan lys udløser disse biologiske effekter.
Betyder en større lysdosis en stærkere virkning?
Nej — forskningen viser gennemgående en tofaset reaktion: virkningerne øges med dosis op til et bestemt punkt, hvorefter de stabiliserer sig og vendes ved for høje doser.
Hvorfor er det vigtigt i forbindelse med eksempelvis sårheling eller muskelregenerering?
Fordi netop denne nedstrøms signalkaskade — øget ATP, reduceret betændelse, frigivelse af vækstfaktorer og øget cellemigration — udgør det biologiske grundlag, der forbinder lyseksponering med synlige resultater som f.eks. hurtigere heling.
Er denne mekanisme fuldt ud videnskabeligt fastslået?
Den centrale cytochrom c-oxidase-/nitrogenoxid-reaktionsvej er den førende og bedst underbyggede hypotese, men forfatterne gør det klart, at flere supplerende mekanismer (lysfølsomme ionkanaler, direkte virkninger på andre molekyler) stadig er genstand for aktiv forskning, og at det samlede billede endnu ikke er fastlagt.
Kilde: de Freitas, L.F. & Hamblin, M.R. »Proposed Mechanisms of Photobiomodulation or Low-Level Light Therapy.« IEEE Journal of Selected Topics in Quantum Electronics, 22(3), 2016. DOI: 10.1109/JSTQE.2016.2561201.
Ansvarsfraskrivelse: Denne artikel sammenfatter offentliggjort forskning med henblik på generel information. Den udgør ikke lægelig rådgivning og beskriver ikke det tilsigtede formål med noget Dermfix-produkt.